Blog: Det må ikke ligne noget det ikke er

Gulv redigeret tiny

Nogle beslutninger, som hvilket gulv vi skal vælge at få i stue og køkken efter en vandskade, bliver ikke ligefrem nemmere af at min hjerne tænker kreativt og mine kritiske øjne ser alt. Det er jo ret fedt når det omhandler mine designs – men nogle gange i privaten ville det være skønt hvis man bare kunne være “almindelig” kritisk.

Den ægte vare
Selvfølgelig skal det være ægte plankegulv, for det har mit hoved bestemt og så er det svært at gå på kompromis… for det må ikke ligne noget det ikke er. Jeg har for eksempel også et ambivalent forhold til kunstlæder. Smart? Ja! Meeeen det ER jo ikke den ægte vare… ligemeget hvor pænt det er lavet.

Når sælgeren ikke kan sælge
Det hele stritter på mig når gulvsælgeren siger at det eneste rigtige er dette lyddæmpende gulv med vinyloverflade, for der er jo ingen vedligehold. (Dybt suk fra mig) Neeej, men jeg går jo heller ikke med regnjakke hele tiden, bare fordi den kan tørres af med en klud vel? Jeg kan jo netop godt lide de ægte varer som uld og silke selvom de skal vaskes mere skånsomt end polyestertøjet og at det måske er en smule mere sart i brug. Så er det altså bare SÅ meget mere lækkert!

Gulvsælgeren stod stolt og fortalte at bræddernes print var meget forskelligt i netop denne, for det havde de sagt fra fabrikken. Så er det så her min kritiske sans (og for sælgeren pisseirriterende skarpe øjne) kommer ind. “Nå?” sagde jeg? “Der er to ens brædder lige dér, alt for tæt på hinanden og lige dér.. og der har I bare prøvet at få det til at se anderledes ud ved at vende brættet.” – “Hold da op du har skarpe øjne, det er der aldrig nogen der har bemærket før!” siger han. Og det er jo løgn tænker jeg, for det er jo så tydeligt… for mig ihvertfald.

Så! Vi er tilbage ved de ægte trægulve.

Nu skal det være
Ej! Jeg lyder altså mega snobbet eller noget.. men det gulv vi har i dag, har jeg hadet i 10 år! Det er ikke blevet skiftet fordi det jo fungerede fint og vi havde små børn der lavede hakker i gulvet. Så denne vandskade har jo gjort at der endelig er en helt legal grund til at skifte gulv. Til en meget pænere som vi selv ville have valgt hvis vi havde bygget huset.

Min mand og jeg er enige om to smukke gulve som vi begge synes er fede. Vi har fået prøve brædder med hjem. Han har en favorit og jeg har en favorit – hver sit gulv selvfølgelig. Meeen mon ikke designeren her kan nedlægge veto og være bedrevidende omkring alle detaljer og alt det farven skal passe til. 😉

Godt jeg selv bestemmer når jeg vælger materialer til mine designs. Og her vælger jeg også altid den ægte vare. For det skal ikke ligne noget det ikke er.


 

Tilmeld dig nyhedsbrevet her: