Jeg er typen der har flere inspirations billeder på min telefon end af mine børn. Rigtig mange closeups af kloakdæksler, stålkonstruktioner, afskallet maling, rust og skygger. -Bevares, jeg har søreme også mange billeder af mine børn men ikke i nærheden af antallet af inspirationsbilleder. Min familie er vant til det, og mine drenge på 7 og 10 siger ofte ”Mor skal du ikke ha’ et billede?” imens de peger på en gammel dør eller et edderkoppespind.
Pinlig Pokémon jagt
I øjeblikket har vi en dille hvor vi går på pokémon jagt sammen, hvor jeg bare fanger inspiration i stedet. Det fungerer faktisk meget godt. Jeg jagter inspiration og springer ind i en hæk for at få de bedste billeder og drengene springer rundt for at fange pokémons. Jeg forstår ikke rigtig det spil og jeg synes faktisk at det er ret pinligt at folk tror at jeg også er på pokémon jagt – så det sørger jeg naturligvis for at fortælle hvis vi møder nogen vi kender… bare så vi får det på det rene. 😉
Her et par inspirationsbilleder fra jagten.
Inspiration overalt
Jeg tager mine billeder – hele tiden, når som helst og hvor som helst. En tur med familien i Djurs Sommerland blev eksempelvis til disse billeder.. og kun ét af glade børn… 😉
En søndag tog jeg familien med på tur ud over en mark ved siden af motorvejen. Jeg måtte bare have et billede af en højspændingsmast nedefra. Men tjek lige nogle fantastiske billeder der kom ud af det.
Det smitter
Min store dreng på 10 år er virkelig blevet miljøskadet. Han går også rundt og tager billeder på samme måde som jeg. Jeg er ofte stolt over at han kan se det samme som jeg, men også lidt pinlig når han kopierer mine hashtags på Instagram og skriver #legermor #inspirationeverywhere og har taget et billede direkte ned i jorden. Haha! 😀 så kan jeg godt selv se det er lidt tosset.
Men en dag så jeg ham stille sig ind under en stålkonstruktion på færgen og tage et billede direkte op i luften.. det gør en kreativ mor lidt stolt.
Den manglende skitsebog
En anden inspiration er der hvor jeg burde have en skitsebog. Faktisk er jeg virkelig dårlig til at få skitseret ned undervejs og lader det bare hobe sig op inde i mit hoved.
Det kommer på de mest underlige tidspunkter. Når jeg står i kø ved 7-eleven, ser på pigen foran mig og har lige designet en ny ryg til hendes outfit i mit hovede. Eller når jeg kører i bil. Her kan de hvide striber på vejen pludselig blive til sting på symaskinen og tankerne og ideer ruller med dobbelt sting med forskellig stinglængde.. og måske endda i forskellig farve? Eller metalliske og farvede sammen? Den farve jeg så forleden kunne være fed… og væk er jeg. For når jeg finder inspiration er det lige som om jeg kort går i en anden verden. Jeg forsvinder ind i min kreative verden inde i mit hoved, hvor ingen andre har adgang. Tiden står stille når jeg er der. Jeg er fraværende og ikke til at komme i kontakt med. Jeg stener.. stirrer ud i luften. Jeg pakker hovedet og så vælter det ud når jeg sætter mig foran skitseblokken i mit værksted.
Sprængfarligt fyldt
Når jeg ikke giver mig selv lov til at får ideerne ud, enten fordi vi er på ferie, eller har fri og skal være nærværende og ikke tænke arbejde. Eller hvis jeg har for travlt på job, så bliver mit hoved ofte sprængfarlig fyldt. Det er ikke sjovt for nogen når vi når dertil. Det kan tydeligt mærkes på mit humør. Jeg bliver tøsesur, kortluntet og er generelt ikke super rar at være sammen med – Jeg ved det jo som regel godt selv og der kan heldigvis gøres noget ved det. Jeg skal bare lige have lidt tid for mig selv så jeg kan få afløb for mit fyldte hoved ved at tegne ideer ned. Når jeg giver mig selv lov til at være i min boble, uforstyrret, så er det en kæmpe forløsning. Mine skuldre kommer ned på plads, smilet kommer frem og jeg er igen mit ellers sjove behagelige kærlige væsen. 😀 Og NU kan jeg være nærværende igen.
Man kunne tænke at jeg bare altid arbejde på en måde, men inspiration er ikke altid arbejde for mig, det er bare sådan jeg er!
Note til mig selv: Køb nu for pokker bare den lækre læderindbundne skitsebog som du altid kan have med på farten.
Hold da op hvor er det godt! 🙂